AARHUS LITTERATURCENTER
CITIES UNTOLD
I forbindelse med LiteratureXchange 2023 indgik Aarhus Litteraturcenter, Ordkraft og Manchester Literature Festival et samarbejde med seks forfattere fra Aarhus, Aalborg og Manchester, hvor de besøgte hinanden og skrev digte inspireret af de tre byer.
Digtene blev samlet i en antologi, som jeg var så heldig at få lov til at sætte op og designe omslag til.
Under forløbet var min største udfordring at få digtene til at passe på siderne. Digte er nemlig ofte skrevet på en bestemt måde, hvor man ikke bare kan lave linjeskift, som det passer én.
Det løste jeg ved at gå i dialog med forfatterne om de ændringer, der var mulige, eller som man kan se på side 29, ved at trykke teksten på den modsatte led.
Det var spændende at få lov til at arbejde med en bog, og jeg synes især, det var fedt, da jeg efter lang tids arbejde stod med et færdigtrykt eksemplar i hænderne.
AARHUS LEVENDE LITTERATURBY
Et af Aarhus Litteraturcenters mål er, at Aarhus skal blive en UNESCO City of Literature. I den forbindelse udgav de en folder med en kortlægning af de litterære miljøer i Aarhus samt litterære initiativer og visioner.
Jeg opsatte folderen i InDesign og tegnede illustrationer i Illustrator. Processen startede med flere forslag til omslaget, som vi sammen diskuterede og gennemgik for at finde frem til det udtryk, der bedst repræsenterede budskabet.
Det resulterede i en hel række af grafikker og tryksager, der blev brugt i forbindelse med borgermøder, arrangementer og opslag på sociale medier.
De to kontrastfarver er valgt for tydeligt at adskille de to dele, og i den fysiske version af folderen er den blå del trykt omvendt, så hver del vender rigtigt, uanset hvilken side man læser fra.
En lille bonus ved at arbejde med folderen til Aarhus Levende Litteraturby var at få et indblik i de litterære aktiviteter, der foregår i Aarhus.
LITERATUREXCHANGE 2023
Hvert år tager LiteratureXchange udgangspunkt i FN’s Verdensmål, og i 2023 var et af temaerne derfor baseret på Verdensmål #13: Klimaindsats.
I den ånd fandt vi på at uddele frøposer ved flere af arrangementerne. Ideen var at opfordre deltagerne til at plante blomster og sprede budskabet. Andre tiltag i samme ånd på årets festival var at printe færre fysiske programmer og opfordre deltagerne til at bruge offentlig transport.
Jeg brugte en del tid på at finde det helt rigtige sted til at trykke poserne, for at sikre god kvalitet og en fair produktionspris.
Designet er opsat i InDesign og bruger den version af LitX-logoet, der også optræder på flere andre materialer fra festivalen.
